Kinesisk nytår i Konservatoriets Koncertsal
Lørdag 1. februar blev Hestens år spillet i gang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det foregik i Konservatoriets Koncertsal, hvor kinesisk og vestlig musik mødtes på scenen i et brag af en nytårskoncert. Fra DKDM deltog bl.a. fem slagtøjsstuderende, pianisten Christen Stubbe Teglbjærg som akkompagnerede sopranen Zhang Dandan samt slagtøjsprofessor Gert Mortensen i samspil med professor Jiajia Qiao fra Central Conservatory of Music Beijing. Sidste halvdel af koncerten blev leveret af det 13 kvinder store slagtøjsensemble Red Poppy Ladies' Percussion fra Beijing, og den kinesiske ambassadør i Danmark Liu Biwei holdt den officielle nytårstale til de indbudte gæster.
Fejringen af kinesisk nytår skete i samarbejde med Music Confucius Institute (MCI), der blev oprettet i 2012 til udveksling af kinesisk og vestlig musiktradition og er et samarbejde mellem DKDM og Central Conservatory of Music i Beijing. MCI har til huse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og ledes af Jiajia Qiao, vicedirektør, samt Marianne Løkke Jakobsen, direktør.
Læs mere om Music Confucius Institute.
Foto: Hasse Ferrold