Debut Rasmus Schærff Kjøller
Rasmus Schjærff Kjøller er født og opvokset på Bornholm og har fra 2003 studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos de to førende accordeonister James Crabb og professor Geir Draugsvoll. Han har modtaget undervisning af gambisten Hille Perl, barokviolinisten Sirrka-Liisa Kaakinen-Pilch, studeret i Canada hos accordeonisten Joseph Macerollo og taget masterclasses med accordeonisten Claudio Jacomucci.
Han modtog i januar 2012 Leonie Sonnings lille Musikpris og er prisvinder ved internationale konkurrencer i Italien (Val Tidone) og Tyskland (Bensheim). Rasmus Schærff Kjøller har markeret sig med solo- og kammermusik ved internationale festivaler, bl.a. deltagelse i Copenhagen Chamber Music festival, Suså-festival, Frederiksværk Musikfestival, Hindsgavl festival, accordeon-festivaler i Litauen, Holland og Finland samt koncerter i Tivolis Koncertsal og DR’s Koncerthus. I maj 2011 spillede han koncert med MYTHOS, den klassiske accordeon duo, i den legendariske Carnegie Hall i New York
MYTHOS, som er aktuel med deres internationalt anmelder roste cd, vandt Almere International Chamber Music competition i 2012, hvor duoen også modtog prisen for bedste opførsel af et nyt hollandsk værk af Jacob ter Veldhuis. En del af præmien er en turné i Holland, hvor duoen bl.a. skal give koncert i Concert Gebouw i Amsterdam.
I 2011 vandt duoen DR P2 ’s kammermusik konkurrence samt prisen for bedste opførsel af en ny dansk komposition af Jesper Koch.
Han samarbejder i solo- og ensemble-sammenhæng med den canadiske komponist Alexina Louie og med Benjamin de Murashkin, Jesper Koch, Erik Højsgaard, John Frandsen og Martin Lohse omkring nye værker. Rasmus Schærff Kjøller har en levende interesse i arrangement af klassiske værker for accordeon i kammermusikalske sammenhænge.
Legater fra bl.a. Augustinus Fonden, Overlæge Finn Jensen og Hustru Kirsten Jensens Fond har muliggjort finansieringen af et unikt italiensk, håndbygget instrument: ”Pigini Mythos nr. 28” – accordeonets svar på et Steinway flygel - med special-lavede russiske metalstemmer af stemmebyggeren Vassilev.
Ved siden af hans virke som solist og kammermusiker har Rasmus Schærff Kjøller en stor passion for Astor Piazzollas Tango Nuevo og soloarrangementer for tangoinstrumentet Bandoneon.
Ved koncerten d. 11. september vil der blive uropført to værker: Et ensembleværk for klavertrio og accordeonduo af Martin Lohse, samt et solostykke af Jesper Koch. Derudover vil koncerten også byde på debutantens eget arrangement af Astor Piazzollas Libertango for klaver, violin, elguitar, bas og accordeon. Standardværker fra accordeon-repertoiret af Sofia Gubaidulina, Per Nørgaard og Bent Sørensen bliver også opført.
Se hele debutprogrammet i DKDM's kalender.
Læs mere på Rasmus Schærff Kjøllers hjemmeside.
Foto: Jonas Smidt Mogensen