DKDM's koncertbrochure for foråret 2025

Velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncerter i vinter, forår og sommer 2025

På DKDM har vi en ambition om, at vores studerende i løbet af deres studietid skal spille koncerter i mange forskellige rammer og kontekster, og at de samtidig stifter bekendtskab med en bred repræsentation af stilarter og komponister.

Vores koncertserier bærer tydeligt præg af dette, og man vil derfor kunne opleve alt fra de helt store orkester- og operakoncerter med et traditionelt repertoire til eksperimenter med improvisation og komposition. 

Der er særligt fokus på den helt nyskrevne musik ved flere lejligheder:

Man kan glæde sig til uropførelsen af Britta Byströms kammeropera The Play of the Night, som er bestilt af DKDM til opførelse ved den årlige kammeroperaproduktion, hvor alle sangstuderende deltager sammen med kammerorkester.

PULSAR-festivalen, som er én af DKDM’s stærke traditioner, byder på en overflod af forskelligartet musik, komponeret af studerende fra komponistklassen, fremført af medstuderende fra de øvrige faggrupper. Festivalens koncerter foregår i konservatoriets forskellige sale og breder sig også ud i byen.

I foråret er der tillige international orgelfestival med koncerter i Konservatoriets Koncertsal samt i en række københavnske kirker. Et særligt tema på denne festival er improvisation, og festivalen gæstes af nogle af verdens førende improvisatorer på orgel.

Improvisation har været udbudt som valgfag for alle studerende i år, og der har været stor tilslutning. Koncertrækken BEYOND, som vi lagde ud med i efteråret, fortsætter med flere koncerter i foråret. Her kan man opleve de modige studerende kaste sig ud i at skabe musik på stedet i samarbejde med undervisere og specielt indbudte gæster.

Der er koncertrækker med kammermusik på DKDM, i Tivoli og ikke mindst ved Onsdagskoncert-serien, som ufortrødent fortsætter sin færd igennem en række spillesteder i København.

DKDM’s mange undervisere har mulighed for at bruge tid på fordybelse i kunstnerisk og pædagogisk udviklingsarbejde i projekter, hvor de undersøger særlige faglige interesseområder. Området kaldes i daglig tale FOKU og dækker forskning og kunstnerisk udvikling. Der er ved flere lejligheder her i foråret mulighed for at høre om disse projekter ved koncertforedrag, koncerter, præsentationer og ikke mindst ved FOKU-festivalen.

Allersidst på denne koncertsæson står en helt særlig begivenhed i kalenderen. Léonie Sonnings Musikpris overrækkes for første gang til et ensemble, nemlig Den Danske Strygekvartet. Strygekvartetten har en helt særlig betydning for DKDM, da hele tre af medlemmerne er at finde blandt vores højt værdsatte undervisere.

Man kan følge med på hjemmesiden og de sociale medier for at finde de koncerter, der ikke fremgår af denne folder, f.eks. de mange studiekoncerter og de koncerter, som vores kandidatstuderende skaber i forbindelse med undervisningen i entreprenørskab.

Husk, at I altid er velkomne til at tage nogen, I kender, med ind til koncerterne på DKDM. Vi spiller gerne for nogen, der ikke er vant til at gå til klassisk koncert, og hos os må man klappe, når man har lyst, og i øvrigt også gå, når man ikke kan rumme flere indtryk.

Rigtig god fornøjelse!

Helene Gjerris
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure for foråret 2025