Anne Gry Haugland
Baggrund
Anne Gry Haugland har en ph.d. fra Københavns Universitet med afhandlingen Naturen i ånden – om naturfilosofien i Inger Christensens forfatterskab (2012). Hun udførte efterfølgende forskningsprojektet Kunstens poetik – om refleksionsbegrebet i kunstnerisk udviklingsvirksomhed (2014-2016) i et samarbejde mellem DKDM og Københavns Universitet.
Undervisning og faglig praksis
Siden 2017 har Anne Gry været ansat som lektor på DKDM, hvor hun arbejder med KUV på mange niveauer. Fra undervisning i kritisk refleksion i ”Metodefag til refleksionsopgaven” på kandidatniveau og undervisning på KUV-spor for solister over projektudvikling og rådgivning af KUV-projekter på lærerniveau til rådgivning i forbindelse med udvikling af området på institutionelt niveau. Hun har udviklet samarbejdsformatet KUV-Forum på DKDM og er endvidere projektleder for forskningsprojektet Kunst og læring. Anne Gry er desuden censor og medlem af DKDMs FOKU-udvalg.
Udviklingsvirksomhed
I perioden 2021-2022 udfører Anne Gry i samarbejde med pianist Søren Rastogi projektet Klassisk KUV – En afdækning af litteratur om KUV blandt udøvende klassiske musikere. Projektet er et pilotprojekt, hvis mål er at give en perspektiveret præsentation af problemstillinger og metoder knyttet til KUV i udøvende klassisk musik, således som de præsenteres i den internationale KUV-litteratur.
I perioden 2021-2022 udfører Anne Gry i samarbejde med FOKU-leder Eva Hess Thaysen projektet Diversitet og inklusion i klassisk musik – udviklingen af et treårigt tema for aktiviteter på DKDM inden for kunstnerisk praksis, udviklingsvirksomhed og forskning.
Forskning
Ud over deltagelse i forskningsprojektet Kunst og Læring udfører Anne Gry løbende forskningsarbejde primært i form af begrebsanalyser inden for kunstnerisk udviklingsvirksomhed.
International aktivitet
Anne Gry er engageret i kunstnerisk udviklingsvirksomhed internationalt set især i Skandinavien, hvor hun jævnligt fungerer som vejleder og opponent inden for Third Cycle og endvidere fungerer som oplægsholder og moderator ved seminarer og workshops. Anne Gry er medlem af tænketanken ”Tenketank for K.U.-basert musikkutdanning” ved CEMPE (Centre for Excellence in Music Performance Education), Norges musikkhøgskole. Anne Gry deltager desuden løbende i konferencer arrangeret af AEC (Association Européenne des Conservatoires, Académies de Musique et Musikhochschulen) og SAR (Society for Artistic Research).
Udvalgte udgivelser
- Anne Gry Haugland (tovholder): KUV-netværkets årbog 2018
- heri: Anne Gry Haugland: ”KUV på tværs”
- Anne Gry Haugland: ”Viden gennem kunst – om vidensbegrebet i kunstnerisk udviklingsvirksomhed”, bidrag til tidsskriftet Passage 78, 2017
- Anne Gry Haugland: ”Distancens kunst – om refleksion og sommerfugleflugt i Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed”, i Marianne Stidsen og Anders Ehlers Dam (red.): Distancens patos, UPress 2017
- Bine Bryndorf, Morten Zeuthen, Søren Rastogi og Anne Gry Haugland: "Kunstneren i spejlkabinettet", elektronisk udgivelse på DKDM's hjemmeside, 2017
- Anne Gry Haugland (red): Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed – antologi 2016, DKDM 2016