Mindeord for Serguei Azizian

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og dansk musikliv har mistet en stor profil med violinisten, professor Serguei Azizians alt for tidlige død fredag d. 2. marts.

Han var født og opvokset i Armenien og dyrkede tidligt violinen. I 18-års alderen blev han imidlertid som guitarist medlem af et kendt armensk rockband og rørte stort set ikke violinen i et års tid. Men i sidste ende vandt den alligevel, og i 1976 blev han som 19-årig optaget på Leningrad-konservatoriet, hvorfra han afsluttede sin uddannelse med solistdebut fra Alexandr Fischers klasse i det legendariske strygerfakultet. I årene 1980-93 var han medlem af Leningrad Filharmonikerne og 1990-93 desuden lærer ved konservatoriet. I 1993 vandt han stillingen som 1. koncertmester ved Sjællands Symfoniorkester (nu Copenhagen Phil) og flyttede til Danmark med sin familie. Stillingen som koncertmester varetog han helt frem til 2011. Men da havde han for længst markeret sig som en bemærkelsesværdig violinunderviser ved DKDM, først som docent og fra 2003 som professor.

Ud over sit orkestervirke optrådte Serguei Azizian både som solist og kammermusiker i Rusland, Skandinavien, USA, Japan, Korea og Kina og indspillede desuden en række cd’er med værker af bl.a. Bach, Schubert, Walton, Britten, Schnittke og Rued Langgaard. For sit mangeårige fremragende kunstneriske virke modtog han i 2009 Carl Nielsen Prisen.

Serguei Azizian var en sjælden og meget stærk personlighed, der som udøvende kunstner, som underviser og som menneske var kendetegnet af en stor integritet og dybde. Som professor ved DKDM var han i særklasse, og talrige studerende har gennem hans intense undervisning fået et enestående afsæt for deres virke som professionelle musikere. Selv lærte jeg ham at kende via min ansættelse som rektor for DKDM, og jeg tænker med taknemmelighed på det fine samarbejde, vi havde gennem mange år. Serguei Azizian var en af kunstens særligt udvalgte, en af dem der for alvor gjorde en forskel, og han efterlader sig allerede nu et kæmpe savn.

Bertel Krarup
Rektor

.....

At komme efter en legende og løfte en tung arv er en stor udfordring.
At gøre det på samme høje niveau er en stor præstation.
At gøre det to gange i løbet af et menneskeliv er aldeles enestående.

Da den legendariske koncertmester Anton Kontra sluttede i Sjællands Symfoniorkester (nu Copenhagen Phil) var der meget stor bekymring, men snart begyndte rygterne at svirre. Orkestret havde med Serguei Azizians ansættelse fået en ny superviolinist som koncertmester, der med sin lysende violintone og instrumentale overlegenhed fortsatte, hvor Kontra slap og som leder og solist ydede blændende præstationer.

Professor Milan Vitek stod igennem mere end 30 år for uddannelsen af violinister på det højeste niveau ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og da han sluttede, mente vi alle at nu ville standarden blandt danskuddannede violinister falde. Vi tog heldigvis fejl. Serguei Azizian fik den store opgave som professor i violin at løfte arven efter Milan Vitek, og ikke alene videreførte han dennes undervisning på samme høje niveau, men præsterede også at hæve den almene standard blandt nyuddannede violinister. I den periode, hvor Serguei Azizian både var koncertmester i Copenhagen Phil og violinprofessor ved DKDM, oplevede han den store glæde at spille sammen med sine to elever, de nyudnævnte to unge koncertmestre Rune Sørensen og Frederik Øland, som i dag rejser verden rundt som violinister i Den Danske Strygekvartet.

Udover at være en højtrespekteret pædagog på konservatoriet var Serguei Azizian også en meget værdsat kollega, der med sin integritet og varme personlighed altid stod som et forbillede for os andre. Jeg vil savne ham og tænke på ham med taknemmelighed.

Tim Frederiksen
Professor i bratsch og kammermusik
Faggruppeleder for strygerne på DKDM

.....

Med violinprofessor Serguei Azizians alt for tidlige bortgang står vi, hans kolleger på DKDM, tilbage med følelsen af et uerstatteligt tab.

Jeg blev ansat som akkompagnatør for Sergueis violinelever på DKDM i 2002. Jeg var aldeles grøn og ubekendt med violinrepertoiret – og havde dertil en vis ærefrygt over for den armenske, cool og, ved første øjekast, lidt reserverede superviolinist, som på det tidspunkt var koncertmester i Sjællands Symfoniorkester (det nuværende Cph Phil). Men fra første møde følte jeg hans varme og uforbeholdne opbakning, og det særlige glimt i øjet.

I mere end 15 år havde jeg det kæmpe privilegium hver uge at nyde Sergueis selskab. Et utal af undervisningstimer blev det til. Derudover absurd lange, stroppetursagtige fællestimer og elevkoncerter, der altid var sjove og stimulerende at deltage i, bilture med Led Zeppelin på anlægget på vej til koncerter, og masser af gode samtaler og grin.

At Serguei i usædvanlig grad stillede sig til rådighed for andre mennesker, var én af hans indlysende forcer som lærer. Dertil kom naturligvis hans virtuositet og hans kæmpe erfaring som både solist og orkestermusiker.

Men essensen af hans begavelse som underviser og mentor var af den sjældne og gådefulde slags. Han besad simpelthen en magisk evne til at frisætte de unge såvel musikalsk og kreativt som teknisk.

Hans ord var altid skarpsindige og dybt inspirerende – og tit utroligt morsomme. Altid leveret uforglemmeligt underspillet og lunt, som hele hans væsen var. Ofte behøvede han faktisk ikke sige noget som helst – det var, som om hans blotte tilstedeværelse hjalp eleven ind til musikken. I hans lokale fandtes simpelthen dét, man ønsker sig højest som musiker: at blive løftet, at mærke kontakten til en større sammenhæng.

Han fik os til at tro på vores egen indre magi. Og man følte sig, i smukkeste forstand, set af ham. Flere elever har beskrevet det kærlige blik, han sendte dem efter gode timer, fuldt af indforståethed og stolthed.

Savnet af Serguei er stort og smerteligt, og mine tanker går til hans familie.

Berit Johansen Tange,
Pianist og akkkompagnatør på DKDM