Ny violinprofessor på DKDM
Violinisten Peter Herresthal har været gæsteprofessor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium siden 2019 og bliver fra studieåret 2021-22 fast tilknyttet som professor.
Rektor Uffe Savery udtaler: ”DKDM og de studerende har været overordentlig glade for Peter Herresthals engagement som gæsteprofessor. Han regnes blandt Skandinaviens førende violinpædagoger og tilføjer noget ganske enestående inden for kunstnerisk udviklingsarbejde og den nye musik.”
Peter Herresthal har været solist med orkestre rundt om i verden, bl.a. Melbourne Symphony med Thomas Adès som dirigent, Wiens Radiosymfoniorkester i Konzerthaus Wien, BBC Philharmonic, London Sinfonietta og mange skandinaviske orkestre, herunder Oslo og Stockholm Filharmoniske orkester.
Peter Herresthal har indspillet 19 violinkoncerter, som har modtaget ti nomineringer og fem norske Grammy’er. Hans Nørgård-indspilning var nomineret til en Gramophone Award og blev Editor’s Choice i tidsskrifterne The Strad og International Record Review. De sidste tre sæsoner har han turneret i Europa og USA med Kaija Saariahos ”Vers toi es si loin” skrevet til ham samt mere end 20 opførelser af hendes violinkoncert "Graal Theatre”, der er indspillet på BIS og modtog en US Grammy-nominering.
Peter Herresthal kan opleves som solist i netop Saariahos violinkoncert ”Graal Theatre” ved Copenhagen Phil og DKDM’s samarbejdskoncert i februar 2022. Se Peter Herresthal i samtale med Kaija Saariaho
Peter Herresthal er professor ved konservatoriet i Oslo, gæsteprofessor ved Royal College of Music i London og NYU Steinhard School i New York. Han har for nyligt givet masterclasses på Manhattan School of Music, Chicago institute og USC Thornton School i LA og var i foråret 2018 gæsteprofessor ved Oberlin Conservatory. Fra 2002-08 var han professor ved Edsberg og Kungliga Musikhögskolan i Stockholm.
Læs mere om Peter Herresthal
Foto: Peter Herresthal og Per Nørgård af Sussie Ahlburg