Violinisten Christine Bernsted vandt førstepris i Treviso, Italien

Christine Bernsted studerer hos professor Eszter Haffner i DKDM's solistklasse

Violinisten Christine Bernsted har vundet førstepris i den internationale violinkonkurrence "12° Concorso Internazionale Città di Treviso”. Konkurrencen blev afholdt 15.-17. oktober 2021 i Treviso i Italien.

Christine Bernsted er solistklassestuderende hos professor Eszter Haffner på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt postgraduate-studerende hos professor Elisabeth Kropfitsch på Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien.

Christine har markeret sig som prisvinder ved adskillige internationale violinkonkurrencer, herunder førstepriser i konkurrencer, hvor hun har været inviteret til at optræde i Berliner Filharmoniens Kammermusiksal, Weill Recital Hall i Carnegie Hall og i Royal Albert Hall. I 2018 vandt hun førsteprisen i Melbourne International Violin Competition i Australien og i 2020 andenpris i Den Danske Strygerkonkurrence. 

Læs mere om konkurrencen: https://www.studiomusicatreviso.it/Concorso_2021/concorso_ITA.php