Messingblæsere: horn, trompet, euphonium, basun, tuba
Uddannelsen som orkestermusiker
Som messingblæser er du en del af orkestergruppen. Du får undervisning i dit instrument og almene fag. Der bliver lagt vægt på både din kunstneriske og instrumentale udvikling, så du er kvalificeret til at blive ansat i et professionelt orkester eller ensemble. Som orkestermusiker deltager du i konservatoriets orkester og ensembler, der spiller under internationale dirigenter. Du vil også modtage auditiontræning med en professionel jury. Det forbereder dig til mødet med arbejdslivet. Pædagogiske fag giver også gode forudsætninger for at undervise på mange niveauer.
Spil i DKDM Brass
Som messingblæser kan du deltage i DKDM Brass, der ledes af professor Jesper Juul Windahl. Der spilles musik i alle stilarter og genrer. Fra renæssancen gennem barokken og klassikken til romantikken og helt frem til de nutidige og moderne kompositioner, som ensemblet også uropfører. Messinggruppen har et tæt samarbejde med træblæsergruppen om orkesterstudier og andre projekter.
"Man skal vide, at det er et meget selvstændigt studie. Man skal tilbringe mange timer alene i øvelokalet og arbejde på egen hånd. Men når det så lykkes, så er det utroligt tilfredsstillende at have opnået det ved egen kraft. Jeg kan godt lide vores trompetfællestimer, hvor man spiller for sin underviser og medstuderende og viser, hvad man har arbejdet med i ugens løb. Man skal turde udlevere sig selv, og man skal kunne tage imod kritikken og bruge den konstruktivt. Man får måske lidt hård hud, men finder hurtigt ud af, at det ikke gør ondt.”
Andreas Jul Nielsen, trompet
Uddannelser
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium uddanner musikere, sangere, musikpædagoger, kirkemusikere, komponister og tonemestre til højeste niveau inden for et bredt udvalg af fag og specialer.
et internationalt studiemiljø i unikke omgivelser
DKDM råder over enestående koncertsale, lydstudier og øvelokaler, som danner rammen for din uddannelse.