Michala Petri til DKDM
Blokfløjtevirtuosen Michala Petri udnævnt til adjungeret professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Det er med både glæde og stolthed, at jeg kan meddele, at Michala Petri har sagt ja tak til udnævnelsen som adjungeret professor ved DKDM pr. 15. september 2012 (og foreløbig for en femårig periode).
Michala Petri har i mange år været en førende virtuos på sit instrument, blokfløjten, og hun har en strålende karriere som travl omrejsende solist med koncerter overalt i verden, og en perlerække af meget roste CD-indspilninger bag sig.
Allerede i 1969 debuterede hun kun 11-år gammel som solist i Tivolis Koncertsal. Og lige siden studieårene ved Hochschule für Musik und Theater i Hannover har hun med stor intensitet turneret i Europa, USA, Canada, Mexico, Mellemøsten, Australien, Japan, Kina og Korea. Her har hun optrådt på centrale festivals og spillet i førende koncertsale, bl.a. som solist med en række af verdens førende kammer- og symfoniorkestre. Listen over internationale topnavne, som hun har arbejdet sammen med, er lang, og rummer navne som Heinz Holliger, Gidon Kremer, James Galway, Keith Jarrett, Christopher Hogwood og Claudio Abbado. Siden 1992 har Michala Petri dannet duo med guitar- og lutspilleren Lars Hannibal, med hvem hun har turneret flittigt, og indspillet flere CDer sammen med.
Michala Petris repertoire spænder vidt fra tidlig barok til den helt nykomponerede musik, hvor en levende interesse for at udforske og udvide sit instruments muligheder har gjort hende til en markant inspirationskilde for flere af nutidens komponister. Hendes talrige indspilninger har indbragt hende mængder af internationale topanmeldelser, nomineringer og priser som bl.a. 2 Grammy nomineringer, 3 ECHO AWARDS og Årets Danske Klassisk Udgivelse. Fremhæves må også to meget vellykkede CD- indspilninger af kinesisk musik i dialog med kinesiske kunstnere, hvormed hun har føjet en ny dimension til sit store kunstneriske virke.
Michala Petri modtog i år 2000 Léonie Sonnings musikpris, og i 2005 blev hun tildelt den europæiske kulturstiftelse Pro Europa’s solistpris. Hun er medlem af Unicef’s præsidium.
Titlen som adjungeret professor er en ærestitel, og der knytter sig formelt set ingen pligter til hvervet. På universiteterne afholder adjungerede professorer sædvanligvis forelæsninger eller noget tilsvarende. I konservatoriesammenhæng drejer det sig typisk om afholdelse af masterclasses, koncert-medvirken o. lign. Hertil kommer en ikke uvæsentlig funktion som inspirator og en slags ambassadør for institutionen.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har i forvejen tre adjungerede professorer tilknyttet, nemlig violinisten Nikolaj Znaider, sangeren Bo Skovhus og dirigenten Michael Schønwandt.
Vi glæder os meget over udsigten til, at Michala Petri som adjungeret professor vil medvirke til at tegne en stærk profil af institutionen udadtil.
Med venlig hilsen
Bertel Krarup
Rektor