Udviklingsvirksomhed

Udviklingsvirksomheden på DKDM fordeler sig inden for tre kategorier: kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV), pædagogisk udviklingsvirksomhed (PUV) og anden udviklingsvirksomhed (AUV). Fælles for udviklingsvirksomheden i alle tre kategorier er, at de alle er centreret om den kunstneriske praksis, hvad enten det gælder kunstneriske eller pædagogiske strategier og metoder eller anden form for udvikling af det kunstneriske praksisfelt.

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) er det, der i international sammenhæng kaldes ”artistic research”. I KUV gøres kunstnernes undersøgelser i og gennem den kunstneriske praksis tilgængelige for andre gennem dokumentation og kritisk refleksion. KUV er derfor ikke alene et godt værktøj til kunstnerisk udvikling for den enkelte kunstner. KUV er også et særdeles godt værktøj for videndeling – ikke alene mellem fagfæller, men også når det gælder at bruge erfaringer fra kunstens verden i andre sammenhænge og i samarbejde med eksterne aktører.

Pædagogisk udviklingsvirksomhed (PUV) kommer på DKDM til udtryk både som udvikling af DKDM's egen pædagogiske praksis og som udvikling af den pædagogik, som udgør en fast del af uddannelsen: DKDM er en institution, hvor der både undervises og undervises i at undervise andre.

Som i KUV er der i PUV fokus på videndeling og dokumentation, således at den viden, der genereres, kommer andre til gode såvel inden for som uden for institutionen. 

Anden udviklingsvirksomhed (AUV) dækker over tiltag, som bidrager til konservatoriets videngrundlag, uden dog at være hverken KUV eller PUV.

AUV kan f.eks. knytte sig til dele af den professionelle praksis, som omkranser den kunstneriske praksis uden at være decideret kunstnerisk praksis, eller AUV kan bevæge sig ind i formater, som ikke direkte inkluderer kunstnerisk eller pædagogisk praksis, men som lægger sig i forlængelse deraf, f.eks. bogudgivelser eller foredrag.

Udviklingsvirksomhed på DKDM
jens elvekjær